Elskelig selskabshund

Aktivitet

Væremåde

Behov

Pels

Næsen

Japaneshe Chin er en elskelig og behagelig lille selskabshund.
Den er udadvendt, livlig og glad for al slags leg med voksne
og med ikke for voldsomme børn.
Den er imødekommende over for fremmede og andre hunde.
Den glider let ind i et hvilket som helst miljø og vil være en kærlig og hengiven ledsager for unge såvel som ældre mennesker.

En Japanese Chin er ofte meget underholdende i selskab med mennesker, og er kendt for at optræde.


Indendørs er den generelt rolig og afslappet.
Ude er den aktiv, uafhængig og lidt tilbøjelig til at gå sine egne veje, selv om den i reglen holder god kontakt.
Den er smidig og hurtig, men indstiller sig let efter familiens aktivitetsniveau.

Japanese Chin anses for at være den mest katteagtige af hunderacerne i forhold til dens væremåde. Det skyldes, at den er opmærksom, intelligent og selvstændig. Desuden bruger den sine poter til at vaske og tørre sit ansigt.


Den vil også gerne, ligesom mange katte, sove højt på
f.eks. sofarygge og stole og Japanese Chin har en særlig evne
til at kunne krydse et bord uden at ramme noget.
Mange ejere har fundet hunden liggende overraskende steder,
hvor man ikke havde regnet med, at de kunne komme hen.


Hvis man tidligt socialiserer sin hund, vil man få en meget følelsesmæssig afbalanceret hund, som har let ved at acceptere nye situationer og mennesker.

Japanese Chin vil gø for at advare sin familie om,
at der ankommer gæster, eller hvis noget ikke er, som det plejer,
men ellers er de forholdsvis stille.

Den behøver et godt socialt liv med nær menneskelig kontakt.
Den har også brug for en hel del motion og for mentalt stimulerende beskæftigelse. Den trives godt i selskab med artsfæller.


Pelsen er blød og silkeagtig, rigelig og glat uden underuld.
Den kræver en grundig ugentlig gennembørstning,
og de længere hår på bryst, ben og hale skal helst friseres dagligt.

Næsefolden og de store øjne behøver nogen opmærksomhed,
og der skal jævnligt fjernes tandsten.

Den har, trods sin flade snude, ikke problemer med vejrtrækning, som mange andre flade racer har. Dette skyldes, at den anatomisk passer sammen i både indre og ydre og ikke er fremavlet over kort tid til ekstrem fladsnude. En japaneser kan dog snorke kraftigt, når den sover, men det skyldes ofte, at den sover godt og har haft en god dag.


ref. dkk.dk

Copyright © All Rights Reserved